Bornholmske elever søger mod erhvervsuddannelser

"Den flotte stigning i søgningen til erhvervsuddannelserne er meget positiv," siger Michael Almeborg, der er regionalforeningsleder i DI Bornholm. (Foto: DI Bornholm)
dato

Der er en stor stigning i bornholmske elevers søgning til erhvervsuddannelserne, og de flotte tal falder på et tørt sted, lyder det fra DI Bornholm.

Bornholmske folkeskoleelever har fået øjnene op for erhvervsuddannelserne (EUD). I 2024 søgte hele 122 elever ind på en erhvervsuddannelse, og det svarer til en andel på 30 pct. af de bornholmske 9. og 10. klasser, og det er en markant stigning fra året før, hvor kun 23 pct. af eleverne søgte en faglært uddannelse. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Tallene giver en forhåbning om, at Bornholms virksomheder kan få noget af den faglærte arbejdskraft, som de sukker efter.

- Den flotte stigning i søgningen til erhvervsuddannelserne er meget positiv. Det viser, at vi på Bornholm har formået at skabe opmærksomhed om de mange spændende muligheder, der er for at tage en erhvervsuddannelse og for at blive lærling i en virksomhed, siger Michael Almeborg, der er regionalforeningsleder i DI Bornholm.

- Der er et stort behov for faglært arbejdskraft på Bornholm, så flere faglærte falder på et tørt sted. Derfor er det er også afgørende, at vi fastholder den positive udvikling og fortsat arbejder på at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne. En faglært uddannelse giver adgang til et spændende og alsidigt arbejdsliv – og det er glædeligt at se, at de unge har fået øjnene op for det.

Han håber, at endnu flere bornholmske unge fremover vil vælge en vej som faglært. Og derfor er det en trist nyhed, at Campus Bornholm grundet presset økonomi er nødt til at afskedige medarbejdere, mener Michael Almeborg:

- Det er helt afgørende, at de unge har mulighed for at tage en god erhvervsuddannelse på Campus Bornholm, hvis vi fortsat skal have dem til at uddanne sig her og blive på øen. Det kræver et attraktivt studiemiljø, og de lokale virksomheder står klar med åbne arme efter endt uddannelse.

Elever på Bornholm, der søger en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse.


Kilde: Undervisningsministeriet og Dansk Industri

Kilde: DI Bornholm
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.