Nexø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdsel
Fredag formiddag blev en 53-årig mand standset i Rønne og sigtet for at benytte håndholdt mobiltelefon under bilkørslen.
Lørdag aften var der færdselskontrol lidt uden for Rønne. Fire bilister blev sigtet for at køre for stærkt, højeste hastighed blev målt til 114 km/t i en 80 km-zone.
Søndag eftermiddag blev en 16-årig ung mand standset på knallert i Nexø. Det viste sig, at knallerten var konstruktivt ændret til at kunne køre stærkere end det, der er tilladt for en lille knallert, så den 16-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert.
ATK-bilen
Lørdag holdt ATK-bilen på Sdr. Landevej i Nexø. Her blev 24 bilister målt til at køre for stærkt, højeste hastighed blev målt til 73 km/t i en 50 km-zone. Fem bilister står til et klip i kørekortet.
Søndag holdt ATK-bilen på Melstedvej. Her blev 15 bilister målt til at køre for stærkt, højeste hastighed blev målt til 84 km/t. Tre bilister står til et klip i kørekortet.
Euforiserende stoffer
Fredag aften blev en 17-årig kvinde fundet i besiddelse af hash på en adresse i Rønne. Kvinden er nu sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Uro og uorden i øvrigt
Natten til søndag opstod et slagsmål på Store Torvegade i Rønne mellem en gruppe unge mænd. Ved patruljens ankomst måtte betjentene anvende peberspray for at dæmpe gemytterne. To af de unge mænd løb fra stedet, og slagsmålet standsede. Dog var ingen af de tilbageværende interesserede i at samarbejde med politiet.