Nexø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdsel
En 21-årig mand blev søndag kl. 00.20 i Aakirkeby sigtet for at have ført en personbil uagtet at være påvirket af spiritus over den tilladte grænse.
Fredag havde vi ATK-vognen ude, hvor der i Nexø var tre, der kørte over de tilladte 80 km/t. Den højeste blev målt til 107 km/t. I Aakirkeby blev ti køretøjer målt til at køre over de tilladte 50 km/t, hvor den højeste blev målt til 65 km/t.
Lørdag d. 2. oktober er en bil parkeret ved Lidl i Rønne blevet påkørt mellem kl. 14.15 og kl. 14.45, så forreste kofanger og kølegitter er blevet beskadiget. Bornholms Politi hører gerne fra vidner til påkørslen på 1-1-4 eller politi.dk
Uro
Fredag kl. 21.45 opstod der uro i Krystalgade i Rønne, hvor en 31-årig mand blandede sig i anden politiforretning og råbte skældsord efter to betjente. Den 31-årige modsatte sig anholdelse i en sådan grad, at betjentene måtte anvende peberspray, og han blev derefter sat til at køle af i detentionen. Også en 33-årig blandede sig i politiets arbejde og blev kortvarigt anholdt.
Natten til søndag blev en patrulje 2 gange kaldt tl Hitten i Nexø, hvor nogle unge mænd havde svært ved at opføre sig ordentligt og rette sig efter dørmandens anvisninger. En 19-årig mand fra Hasle var konfliktsøgende og aggressiv og blev anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. En halv time senere var det en 21-årig mand fra Rønne, der ikke var tilfreds med at blive bortvist fra stedet. Også han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.