Nyt fra Nexø i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Nexø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdsel

Fredag ca. kl. 11.45 sigtede politiet en 32-årig kvinde fra Nexø for at køre ud for Dagli’ Brugsen i Østerlars på en registreringspligtig knallert, selvom knallerten var afmeldt og dermed uden nummerplade og lovpligtig ansvarsforsikring. 

Søndag ca. kl. 11.05 stødte to cyklister sammen ud for Nyker Strandvej 85 i Rønne med mindre personskade til følge. 

Søndag ca. kl. 12.25 stødte to biler, der kørte i hver sin retning på Helligdomsvej ud for Rø i Gudhjem, sammen. Føreren af den ene bil, en 56-årig mand fra Sjælland, blev i forbindelse med uheldet alkometertestet og sigtet for spirituskørsel. Føreren og en passager i den anden bil kom til skade ved uheldet og blev kørt til behandling på Bornholms Hospital.    

Politiet modtog søndag ca. kl. 15.30 anmeldelse om, at en hvid varevogn havde kørt slingrende over en længere strækning. Køretøjet blev standset af politiet, og føreren, en 47-årig mand fra Sjælland, blev sigtet for manglende agtpågivenhed. 

 

Hærværk

Lørdag ca. kl. 02.40 modtog politiet anmeldelse om, at der var forøvet hærværk ved spark mod en knallert ud for Øster Voldgade 2 i Rønne. Politiet antraf tæt på gerningsstedet en 20-årig mand fra Gudhjem, der blev sigtet for hærværk på knallerten. 

Euforiserende stoffer og våbenlov

I forbindelse med en hærværkssag traf politiet natten til lørdag tre unge mænd, der fremstod påvirkede af euforiserende stoffer. De unge mænd blev visiteret, og en 22-årig mand fra Sjælland blev sigtet for besiddelse af 7,6 gram hash, receptpligtig medicin samt besiddelse af en bushammer.  

 

Tyveri

Fredag ca. kl. 12.05 i forbindelse med målrettet færdselskontrol i Østerlars sigtede politiet en 84-årig mand fra Gudhjem for tyveri af en nøgle til en sidetaske til en motorcykel. 

 

Afbrændingsforbud

Politiet modtog lørdag ca. kl. 11.15 anmeldelse om røg fra et grønt område ved Hammershus. Politiet kørte til stedet og traf fire nordmænd, der havde tændt bål samt engangsgrill. En af de tilstedeværende personer blev sigtet for overtrædelse af afbrændingsforbuddet. 

Politiet modtog lørdag ca. kl. 22 en henvendelse om mulig overtrædelse af afbrændingsforbuddet ved stenbrudssøen i Nexø. En patrulje blev sendt til stedet og konstaterede, at der ikke var noget bål. Patruljen vejledte tilstedeværende personer om reglerne. 

Politiet modtog lørdag ca. kl. 22.30 en henvendelse om mulig overtrædelse af afbrændingsforbuddet på shelterplads ”Hasleøen” i Hasle. En patrulje blev sendt til stedet og kunne konstatere, at der ikke var tale om et bål, men om blinkende lamper, som på afstand kunne ligne ild.  

Sildefest i Hasle

Politiet blev fredag ca. kl. 22.40 tilkaldt på grund af en 19-årig mand fra Hasle, der var så beruset, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Den pågældende blev frihedsberøvet efter politiloven.  

Politiet blev lørdag ca. kl. 14.00 tilkaldt på grund af uro/uorden, idet to mænd havde været i slagsmål. 

Politiet modtog lørdag ca. kl. 21.30 en kniv, som samaritter havde fundet i en busk nær hegnet, der omkransede området.

En 15-årig dreng fra Rønne viste søndag ca. kl. 00.10 politiet en butterflykniv. Drengen blev sigtet for overtrædelse af knivloven, og kniven blev konfiskeret af politiet. 

 

Andet

Politiet modtog fredag eftermiddag en anmeldelse om, at en italiensk indregistreret autocamper i 14 dage havde været parkeret ud for Haslevej 105 i Rønne. Ejeren blev truffet på stedet og vejledt af politiet om reglerne for campering og rast. 

Politiet modtog søndag ca. kl. 08.00 anmeldelse om tre løse heste på kørebanen på Svalhøjvej i Hasle. En patrulje blev sendt til stedet og fik kontrol over hestene samt kontakt med ejeren. 

Politiet modtog søndag morgen anmeldelse om flere autocampere, der camperede på p-plads for enden af Udegårdsvejen i Poulsker. En patrulje blev sendt til stedet og vejledte de tilstedeværende personer om reglerne, herunder om forskellen på at campere og at raste. 
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Bornholms Politi.
Kilde: Bornholms Politi