Nexø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Narko
Toldstyrelsen har torsdag været til stede ved færgeterminalen i Rønne, hvor to personer blev sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. En 26-årig mand fra Sjælland blev fundet i besiddelse af fem gram hash, og en 60-årig udenlandsk kvinde var i besiddelse af 9,86 gram hash.Til Wonderfestiwall torsdag aften blev tre personer sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. En 24-årig mand fra Rønne blev fundet i besiddelse af 0,34 gram kokain, en 35-årig mand fra Sjælland var i besiddelse af 0,85 gram kokain, og slutteligt var en 32-årig mand fra Sjælland i besiddelse af 0,85 gram kokain.
Færdsel
Torsdag eftermiddag kl. 14.31 kørte en patrulje til Minervavej i Rønne, hvor en kvindelig fodgænger var blevet ramt af en personbil med lav hastighed. Kvinden havde i den forbindelse pådraget sig mindre skader, hvorfor hun blev kørt til hospitalet for nærmere undersøgelser.Fredag kort efter midnat blev nummerpladerne på en personbil i Rønne inddraget grundet restance på grøn ejerafgift.
ATK-vognen stod torsdag i 3,5 time på Nexøvej, hvor det er tilladt at køre 80 km/t. I perioden blev seks bilister målt til at køre over hastighedsgrænsen, og den højeste hastighed blev målt til 111 km/t, hvilket udløser et klip i kørekortet.