Nexø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Brand
Fredag kl. 12.48 indløb anmeldelse om brand i en el-tavle på Bornholms Højskole i Aakirkeby. Man havde selv forsøgt at slukke ilden, men den blev ved med at blusse op. Brandvæsenet fik ilden slukket helt og kunne konstatere, at der kun var sket skade på selve el-tavlen.
Søndag kl. 23.32 indløb anmeldelse om brand i et stråtag på en bygning på Fælledvej ved Hasle. Brandvæsnet var hurtigt på stedet og fik branden under kontrol. Brandteknikere skal nu undersøge stedet for at finde ud af, hvordan branden er opstået.
Ordensbekendtgørelsen
Fredag omkring midnat optrådte en 22-årig kvinde fra Rønne voldeligt ved Krystalcaféen i Rønne, hvorved en 26-årig kvinde blev ramt i hovedet af en fuld ølflaske, der gik itu. Kvinden er sigtet for vold og har fået forbud mod at opholde sig på Krystalcaféen jf. restaurationsloven.
Øvrigt
Lørdag kl. 16.09 indgik anmeldelse om, at klipper var styrtet ned ved Jons Kapel og blokerede trappen. Dele af trappen er ødelagt, og Bornholms Brand og Redning har sørget for afspærring. Det er vigtigt, at afspærringen respekteres, indtil myndighederne har vurderet, at det igen er sikkert at færdes i området.
Bedrageri
En 74-årig kvinde blev lørdag aften ringet op af en person, der udgav sig for at være fra politiet. Han fortalte hende, at en person havde optaget et lån på 32.000 i hendes navn, og opfordrede hende til at overføre alle sine penge til en ”sikkerhedskonto”. Kvinden blev heldigvis mistænksom og lagde røret på. Politiet beder ALDRIG borgere om at overføre penge, eller oplyse NEM-ID, kontooplysninger eller andet.
Musik til ulempe
Trods det lidt brogede sommervejr modtog vi natten til søndag tre anmeldelser om musik til ulempe. Først var det på Pilehøj i Rønne, hvor nogle unge holdt studentergilde. De skruede ned for musikken og lukkede terrassedøren. Dernæst var det på Savmøllevej i Østermarie, hvor en gruppe unge blev bedt om at skrue ned for musikken. Og endelig var det i Biblioteksparken i Rønne, hvor en gruppe unge flygtede over hals og hoved, da de fik øje på patruljen.
Beruser
Søndag kl. 18.54 anmeldte en borger, at der lå en meget beruset mand i vejkanten på Kirkebyvej i Østermarie. En patrulje kørte til stedet og skønnede, at manden var så beruset, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv, og han fik lov til at sove rusen ud i detentionen. Da han blev løsladt, forlod han politigården med to sigtelser i lommen. Én for ikke at ville oplyse sit navn til patruljen, og én for at være i besiddelse af godt 2 gram hash.
Færdsel
En 82-årig kvinde var et øjeblik uopmærksom, da hun lørdag kl. 09.28 kørte ind i rundkørslen ved Andersen Nexø Vej og Rønnevej i Nexø. Hun kørte henover kantstenen til rundkørslen og påkørte et vejskilt. Der skete ingen skade, men kvinden er siget for manglende agtpågivenhed i trafikken.
Søndag kl. 16.03 oplyste en borger, at en bil uden fører holdt på tværs af vej og cykelsti ved Højvangsparken i Rønne. Bilisten havde formentlig glemt at trække håndbremsen, og bilen var derved trillet ud på vejen. Bilens ejer blev kontaktet, og bilen blev hurtigt flyttet.
ATK-bilen målte fredag 5 timer på Aakirkebyvej uden for Rønne i 80 km-zone. En enkelt bilist blev målt til 97 km/t.
Lørdag blev der først målt på Sdr. Landevej i Nexø i 50 km-zone. Tre bilister blev noteret for at køre for stærkt – højeste hastighed blev målt til 63 km/t. Dernæst blev der målt på Rønnevej uden for Nexø i 80 km-zone. To bilister havde for meget fart på – højeste hastighed blev målt til hele 124 km/t, hvilket udløser et klip i kørekortet.
Og endelig søndag blev der målt i tre timer på Borrelyngvej, hvor der ofte køres for stærkt. Søndag blev 5 bilister noteret for at have for meget fart på. Højeste hastighed blev målt til 99 km/t mod de tilladte 80 km/t.